Naturterapeutisk mindfulness
Naturterapeutisk mindfulness er en praksis, der ved hjælp af naturens nærvær, hjælper os til langsomt og nænsomt at komme mere (omsorgs)fuldt til stede i livet. I sin essens er det en praksis, der handler om at vende hjem.
Hjem til vores kroppe, hjem til den levende verden, hjem til hinanden og hjem til øjeblikket. En hjemvenden der kan få os i kontakt med vores iboende kærlighed og oplevelse af samhørighed. Det er en tilgang der kan åbne op for en mere oprindelig måde at leve på samt ældgamle forståelser af heling.
Alt dette åbner vi op for ved hjælp af dybe sanseøvelser, blide meditationer, nærværende bevægelse af kroppen, skriverefleksioner, stillevandring, søgen visdom og råd hos naturen, samt lytning og deling 1:1 eller i en cirkel.
Der er nemlig meget i denne verden, der har sendt os væk fra at være i omsorgsfuld forbindelse med vores kroppe, verden og øjeblikket. De fleste af os har overvældende erfaringer og oplevelser med fra livet, som vi ikke er blev set, mødt og rummet i. Oplevelser der har skabt dybe forsvarsværker i os, der forhindrer os i at udfolde os fuldt og frit, danne dybe og nærende relationer og være sanseligt til stede. Samtidig er vi født ind i en verden med ekstrem individualisering, rationalitet og fornuft som pejlemærker i det meste, en stresset arbejdskultur samt skærme og konstante forstyrrelser.
I naturterapien forsøger vi, med hjælp fra naturens kærlige rum, at rette vores omsorgsfulde opmærksomhed på forsvarsværkerne i os samt løsne os lidt mere fri fra kulturens usunde værensmåder. Vi vender tilbage til kroppens og årstidernes naturlige rytmer, til vores kropslige følelser og fornemmelser, til fysisk kontakt med Naturen, til cirkler af ligesindede, til dyb væren i det udendørs rum og til livets mystik.
Gennem det sanselige nærvær i naturen kan vi begynde at danne en mere tryg og sanselig relation til os selv og verden. En tillidsfuld relation der samtidig lukker op for, og giver modet til at stole på allestedsnærværende intelligens, der inden i og omkring os hele tiden vejleder og støtter os på vejen til et frit, glædesfuldt og nærende liv.
Min intention med mine naturterapeutiske rum er at være en smuk beholder. En blød seng. Et langt kram. Et varmt tæppe. Et rum hvor du bliver holdt og støttet lige som du er og i lige præcis det du står i. Et rum der ikke vil fikse eller ændre dig, men blot være en tryg og varm hånd i din ryg. For alle svarene bor i dig.
Vil du være med i min naturterapeutiske kvindecirkel?
Den starter til september og foregår på Amager Fælled. Det bliver rigtig fedt <3