Hej med dig. Jeg hedder Ellen, jeg er 29 år, og jeg bor i Virum. 

Jeg er et menneske, der har startet en vandring ned i kroppen og ud i livet. En vandring hvor naturforbindelse, hjertekontakt og (intuitiv) bevægelse er evige holdepunkter.

Jeg er vokset op i en lille landsby i Nordsjælland, tæt på åbne marker, søer og skove. Et landskab som inviterede til dyb forundring og sanselig kontakt samt en opvækst med masser af plads til udforskning. En opvækst der har givet mig en kæmpe glæde for at være i og forbinde med mig naturen.

Alligevel har jeg i store udstrækninger af mit liv bevæget mig rundt i verden med en stor ensomhed i maven og tyngde i hjertet. En følelse af ikke helt at høre til og ofte ende med at være en beskuer til det liv alle andre levede. Samtidig har jeg en kæmpe sensitivitet, der ofte har efterladt mig overvældet, forvirret og med en følelse af alt for stort ansvar på skuldrene. 

Jeg har været samfundsfaglig universitetsstuderende og klimaaktivist og båret troen om at jeg skulle ændre hele verden. Jeg har blokeret veje, indtaget ministerier, låst mig fast til byggepladser, og råbt til hele verden, at den skulle forandre sig.

Indtil jeg ramte ind i udbrændthed og depression og indså at jeg nok blev nødt til at starte med at forandre mig selv og den måde jeg levede mit liv på. Fordi jeg er en gigantisk drømmer og idealist blev det ikke til en lille forandring. Jeg droppede ud af universitet, flyttede til et gårdbofællesskab på Midtsjælland og startede på en vidunderlig foreningsdrevet landbrugsskole. Jeg higede efter jordforbindelse, praktisk arbejde, åben himmel og fuglefløjt. Istedet for at ændre hele verden ville jeg starte lokalt. Hvad jeg dog ikke vidste var, hvordan det fysiske arbejde med Jorden ville forandre mig

Om mig

Forandre min relation til min krop, til min sjæl og til resten af den levende verden. (Sam)arbejdet i grøntsagsmarken med (mikro)organismer, sol, regn og mennesker forandrede mine celler. Det var en hjemvenden til min krop, til den levende verden og til en simpel, men dyb måde at være menneske på. 

Samtidig var denne hjemvenden til kroppen også en tilbagevenden til gamle sår og alt det ubehag, der havde hobet sig op gennem et liv. Sår og ubehag der larmede, for at blive taget hånd om. Dette ledte mig alt sammen til uddannelsen Naturterapeutisk Mindfulness, som for alvor har forandret hele måden jeg bevæger mig i verden på. 

For mig tilbyder Naturen et kærligt og helende rum, hvor jeg må være og komme lige som jeg er. Hun spejler mit indre og minder mig om al den visdom og kraft, som bor i mig og mine omgivelser. Samtidig har det naturterapeutiske givet mig erkendelsen af at høre til i verden og i min krop, en større tillid til livets udfoldelse samt en dybere tilstedeværelse med alt det smukke, fredfyldte og kaotiske liv, der omgiver os hver dag.

Foruden det naturterapeutiske er daglig dans og meditation samt hverdagshekseri og animistiske perspektiver og praksisser en uundværlig del af mit liv.

Og der er ikke noget jeg hellere vil end at give alt dette videre <3

Jeg håber du vil være med.

Kh Ellen 

Uddannelser og kurser

Uddannelser

Den Regenerative Jordbrugsskole (2023)

Naturterapeutisk Mindfulness v. Nina Lerche (2025)

Kurser

Grundkursus i transbiologisk traumeterapi (2026)

Svampebestemmelse for begyndere (2025)

Shamanistisk grundkursus (2024)

10 dages Vipassana meditationsretreat (2023)

(Frivilligt) arbejde

Gruppeleder på 10 ugers gruppeforløb i Girl Talk (2026)

Frivillig i skolehave (2026)

Handicaphjælper (2024-nu)